Bertrams Bærsymfoni er en kage dedikeret til Bertram, som smager ufattelig godt og er dejlig nem at lave.
Du skal bruge følgende til en springform på ca. 24-25 cm:
Savoiardi kiks også kaldet lady fingers. Du kan dog bruge lagkagebunde istedet.
Kagecreme:
180 g sukker
5 æggeblommer
250 g Mascarpone
1/4 l piskefløde
100 g hakket mørk chokolade
100 g blåbær
200 g jordbær
Lemonade:
1 citron
250 ml vand
Rørsukker
Pynt:
100 g Hindbær
80 g mørk chokolade
Start med at lave lemonaden, pres citronen og tilsæt vand og smag til med rørsukker. Den skal gerne være lidt frisk og ikke alt for sød.
Cremen laves ved at piske æggeblommer og sukker hvidt, heri blandes mascarpone. Bland det godt således at der ikke er nogle klumper. Rens jordbærrene og skær dem i skiver og vend dem i cremen sammen med blåbær og den hakkede chokolade. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den forsigtigt i cremen. Væd savoiardi kiks (eller lagkagebund) med lemonade og for formen med dem. Hæld lidt over halvdelen af cremen over og for endnu engang med en omgang savoiardi kiks eller lagkagebunde vædet i lemonade. Hæld resten af cremen over og film kagen og sæt den på køl til den skal bruges. Den skal helst trække natten over og gerne længere. Umiddelbart før servering rives chokoladen henover kagen og pyntes med masser af hindbær. Velbekomme!
